Indvielse af nyt skiveanlæg på Kimbrernes riffelbane
Efter lang tids planlægning og venten er det nu endelig tid til at tage det nye skiveanlæg i brug. Fra og med 1. maj 2025 er Kimbrernes riffelbane klar til sommersæsonen – med helt nye trådløse eScore-skiver og markant forbedrede faciliteter.
Skydning på alle distancer – samtidig
Det nye anlæg gør det muligt at skyde samtidigt på alle tre distancer:
4 skiver på 100 meter
Op til 10 skiver på 200 meter
Op til 4 skiver på 300 meter
Tidligere var det kun muligt at skyde på to distancer ad gangen. Alle skiver har nu elektronisk markering – dog fortsat med maksimalt 10 skiver i alt.
Projektets tilblivelse
Projektet blev igangsat i februar 2024, hvor planlægning og budgetlægning blev påbegyndt. Ansøgninger om støtte blev sendt af sted med stor spænding, da igangsættelse først måtte ske ved tilsagn.
To ansøgninger blev imødekommet:
Danmarks Jægerforbund
Friluftsrådet
Med støtten på plads kunne Aalborg Jægerklub dække den resterende finansiering. I sensommeren 2024 blev fire trådløse Kongsberg eScore-skiver bestilt.
Installation og test
Skiverne ankom i januar 2025, og installationen blev straks påbegyndt. Tabletterne til betjening blev købt som brugt IT-udstyr for at kombinere økonomi og bæredygtighed. Efter testinstallation på 50 m banen og en antenne i terrænet kunne systemet prøvekøres – og det virker!
Efter vintersæsonens afslutning i marts blev de gamle skiver fjernet. De nye eScore-skiver er nu opsat, antennerne monteret, og en ekstra forhøjning af forvolden er konstrueret for at beskytte elektronikken.
Klar til skydning – og nye skytter
En testskydning har allerede fundet sted, og forventningerne til anlægget er høje. Alle er velkomne på banen – som gæsteskytte eller som medlem. Her kan du:
Indskyde din riffel
Træne eller teste ammunition
Gennemføre det obligatoriske riffelforløb
Få hjælp og vejledning af erfarne riffelinstruktører fra Aalborg Jægerklub